Om

På denne hjemmeside viser jeg fotografier, som jeg har lavet, fordi jeg ikke ka’ la’ vær.

Jeg har lagt mærke til, at det har stor betydning for min og andre menneskers trivsel, at være involveret i aktiviteter som har mening i sig selv - som ikke gøres for at opnå noget. Det er ofte svært at svare på spørgsmålet: Hvorfor bruger du så meget tid og energi på fx at spille bas, lave italiensk mad, lave keramik, indrette dit hjem med gamle ting eller nyde elektriske guitarer fra 1950’erne?

På samme måde har jeg svært ved at forklare, hvorfor jeg fotograferer.

Jeg tror det handler om en ordløs undersøgelse af virkeligheden - den verden som vi lever i, som er så stor og mangfoldig. Den verden hvor sproget på samme tid udgør en mulighed for forståelse, men også udgør en begrænsning. Det handler om en undersøgelse af den verden, som vi med sproget opdeler i natur og kultur. En skelnen som i den tid jeg har levet, er blevet stadig vanskeligere at foretage. I mit forhold til virkeligheden eller verden, har denne skelnen dog stadig mening. Klimakrisen og Corona pandemien viser tydeligt, at det er relationen og dermed kompleksiteten i forholdet mellem natur og kultur, som det er vigtigt at forstå. Jeg tror vores evne til at lege kan bruges til at forstå og håndtere denne kompleksitet.

Og fotografi kan være en legende aktivitet.


Arne Fribo født i 1950

Jeg har arbejdet som opvasker, tjener, bryggeriarbejder, pædagog, socialpædagogisk konsulent og seminarielektor. Er uddannet pædagog og Master i Voksenuddannelse.

Som fotograf er jeg autodidakt. Siden 2010 har jeg brugt mere og mere tid på at fotografere og studere fotografi: 

2010 Jens Hemmel satte mig i gang med det digitale mørkekammer. 

2011 Grundtvig Højskole, Das Byro m fl. introducerede mig til mangfoldigheden i det moderne fotografi.

2012 Ærø Kunsthøjskole, Jonathan Bjerg gav mig mod til at kontakte fremmede og bede om lov til at fotografere dem, når de var i gang med noget, de var optaget af.

Og så byttede jeg mine fagbøger til fotobøger.

2013 Jeg mødte Ulrik Teisner på Borup Højskole, og vi begyndte at holde vores egen lille fotoskole.

2014 Grundtvig Højskole, Kristian Sæderup introducerede mig til litterært fotografi.

2015 Ærø Kunsthøjskole, Sisse Stroyer gav mig større sikkerhed i at lave fotografisk reportage. 

Udgav jeg en hjemmeside med små fotohistorier.

2017 Gennem en workshop og et coachforløb hjalp Trine Søndergaard mig til at fotografere mere personligt og kunstnerisk. Bl.a Samurai i Haveselskabets Have som blev til en håndlavet fotobog.

2018 Bidrog med 40 billeder til Bronzestøber Stine Ring Hansens Jubilæumsudstilling i Fortunfortet. 

Fatamorgana Masterclass, hvor Mette Frandsen hjalp mig på vej mod et personligt fotografi.

Udstillede Samurai i Haveselskabets Have i Leica Stores galleri.

2021-22 Deltaget i to Masterclass forløb med Søren Rønholt.